Olietanke

Billede af gammel olietank

Olietankbekendtgørelsen
I 2011 trådte en ny olietankbekendtgørelse i kraft (BEK nr. 1321 af 21/12/2011). Reglerne dækker ikke olietanke til opbevaring af blandt andet olieaffald.

Selvbetjening - Etablering/sløjfning
Særligt ved digital ansøgning anbefales det at digitale bilag til ansøgningen er fremskaffet, inden der logges ind i blanketten:
- Tegning af tankens placering på ejendommen
- Tankattest (ved etablering)

Skema til anmeldelse/sløjfning af olietank

Hvis du vil vide mere
Særligt henvendt til private tankejere findes en pjece som forklarer reglerne: Tjek din olietank.

Regler for nedgravede ståltanke (ældre end 40 år) er beskrevet i en særskilt folder: Flyer om nedgravede ståltanke.

Etablering
Ved køb og ibrugtagning af både nye og brugte olietanke skal der foreligge en tankattest på olietanken. Tankattesten skal sendes til Odder Kommune, Byggeri, Rådhusgade 3, 8300 Odder.

Ved etablering af mindre olietanke er der en række krav, som skal være opfyldt med hensyn til placering og sikring af tanken. Dette er beskrevet nærmere her til højre under overskriften "< 6.000 liter: Etablering eller udskiftning" samt under punkterne for henholdsvis overjordisk og underjordisk tank. Du skal senest 2 uger inden etableringen udfylde et anmeldeskema og sende en skitse over din grund med placeringen af den nye olietank indtegnet.

Umiddelbart efter at olietanken er etableret, skal du som ejere eller bruger sende en kopi af tankattesten til kommunen. Det gælder også, selv om det er en gammel tank, som er blevet flyttet og genbrugt.

Anlægget må ikke etableres inden for en afstand af 50 m fra indvindingsboringer til almene vandforsyningsanlæg og 25 m fra andre boringer og brønde, hvorfra der indvindes drikkevand. Afstandskravet omfatter dog ikke overjordiske, indendørs anlæg under 6000 l, med overjordiske rørsystemer, der ikke er indstøbte eller indmuret.

Her kan du hente en installationsvejledning fra Energibranchen (september 2005) som kan være en god checkliste
 Nedgravet anlæg der er større end 100.000 l, eller overjordisk anlæg, der er større end 200.000 l:
Ejer eller bruger skal forinden arbejdet påbegyndes, indhente kommunalbestyrelsens tilladelse hertil efter lovens § 19, jf. dog stk. 2. Ejeren eller brugeren er ansvarlig for, at etableringen eller flytningen sker i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i tilladelsen.

Nedgravet anlæg på 100.000 l eller derunder eller et overjordisk anlæg på 200.000 l eller derunder:
Ejer eller bruger skal senest 4 uger før arbejdet påbegyndes, meddele kommunen, hvornår anlægget skal etableres. (For anlæg under 6.000 l er fristen 2 uger). Sammen med meddelelsen fremsendes beskrivelse af anlægget samt skitse over anlæggets placering på ejendommen ved udfyldelse af kommunens skema hertil.

Udskiftning/renovering af eksisterende tank/rør
Olietanksbekendtgørelsen anfører, at det at udskifte en eksisterende tank er at opfatte som en ny-etablering og derfor skal den nye tank og rørsystemet bringes i overensstemmelse med den nye bekendtgørelse ved en udskiftning/renovering. Se ovenfor.

Er der kun tale om, at rørere udskiftes/renoveres er det kun disse der skal overholde gældende bekendtgørelse - men den eksisterende tank skal stadig være lovlig efter udskiftningen af rørene (overholde sløjfningsterminerne).

Eksempel:
En overjordisk 1800 liters olietank af stål er fra 1972. Jf. skema nedenfor er sløjfningsterminen 30 år og den skulle således være sløjfet i 2002. Men den nye bekendtgørelse giver en frist til 31. august 2008 for sløjfningen. Skal rørene så også skiftes hvis tanken skiftes? Ja det skal de, fordi der er tale om en udskiftning af tanken - hvilket opfattes som en etablering og så skal hele anlægget bringes i overensstemmelse med gældende bekendtgørelse.

Sløjfning
Din olietank kan blive for gammel eller du etablerer anden opvarmningsform.

Når brugen af en olietank varigt ophører skal:

  • Tank og rørføring tømmes helt for indhold - bundsuges. Hvis tanken efterlades i jorden anbefales det, at den fyldes med rent sand.
  • Anlægget (tank og rør) skal fjernes eller påfyldningsstuds og udluftningsrør skal afmonteres og tanken afblændes, så påfyldning ikke kan finde sted.
  • Det anbefales, at grave tanken op (dog ikke lovmæssigt krav).
  • Opgraves tanken, anbefales følgende:
  • Tankgraven inspiceret af uvildig miljøteknisk rådgiver
  • Der udtages repræsentative jordprøver, som dokumentation for at anlægget ikke har medført jordforurening
  • Dokumentation fremsendes til kommunen, sammen med skema for sløjfning af tank Tømning af olietanke kan foretages af kloakservicefirmaer eller vognmænd med speciale i tømning og rensning af olietanke. Det anbefales, at der udstedes en tømningsattest af det firma, som har foretaget tømningen.

Afblænding kan foretages af autoriserede VVS installatører, smedemestre og oliefyrsmontører.

Opgravningen kan foretages af entreprenører. Hvis der konstateres en forurening, skal Odder Kommune, Natur og Miljø underrettes.

Er jorden misfarvet, lugter af olie eller er der andre tegn på jordforurening skal kommunen straks kontaktes.

 På Miljøministeriets hjemmeside kan der læses meget mere om miljøreglerne for olietanke.

Der gælder særlige regler for olietanke på listevirksomheder - dvs. virksomheder som skal have en miljøgodkendelse. Som hovedregel gælder dog for disse, at reglerne i olietanksbekendtgørelsen er at betragte som minimums bestemmelser. For listevirksomheder vil kravene til olietanke som hovedregel skulle indarbejdes i miljøgodkendelsen. 

Forurening
Hvis du har opdaget, at tanken lækker, eller har mistanke om, at den gør det, skal du anmelde det til kommunen og til Topdanmark

Ved et akut uheld ring 1-1-2 med det samme.

Det samme gælder, hvis der sker et større oliespild i forbindelse med påfyldning af tanken. Se endvidere i menuen til højre om forsikringsordningen for villatanke.

 

 
Sidst opdateret: 09-10-2012
Næste opdatering:
Email til redaktør: Miljø
Side ID: 1549
Nyheder