Job
 
 
 
 
 
 
 
 

 
Forsikringsordning for villaolietanke
Villatankejere med en olietank mindre end 6.000 l, hvor mindst 50 % af det opvarmede areal, er bolig er automatisk omfattet af en forsikringsordning gennem Topdanmark Forsikring A/S. Forsikringen dækker oprydninger efter olieudslip fra lovlige olietankanlæg. Forsikringsbetingelserne kan rekvireres ved Topdanmark Forsikring A/S.

Alle villatanke skal have eetstrenget rørsystem fra tank til oliefyr, og alle overjordiske villaolietanke skal have en overfyldningsalarm. Lad oliefyrsmontøren se nærmere på, om tankanlægget opfylder gældende regler.

Hvad gør du hvis skaden er sket?

Hvis skaden sker, er det vigtigt at få standset en eventuel udsivning af olie så hurtigt som muligt. Du kan få hjælp ved at ringe til teknisk forvaltning i din kommune eller til din olieleverandør. Det er også vigtigt, at der hurtigt bliver gjort noget for at fjerne eller begrænse oliespildet i jorden. Derfor skal du straks kontakte din kommune og Topdanmark, når olieforureningen er konstateret, eller hvis der er formodning om et olieudslip. Du skal være opmærksom på, at du skal anmelde skaden til Topdanmark senest 6 måneder efter, at du konstaterede eller formodede, at der var sket en skade for at kunne få erstatning.

Du kan kontakte industriskadeafdelingen på telefon 44 74 70 20 eller på e-mail: industri-skade@topdanmark.dk.
 
Undersøgelses- og oprydningsarbejdet - Hvad sker der, når skaden er anmeldt til forsikringen?
Oliebranchens Miljøpulje (OM) varetager på Topdanmarks vegne den praktiske side af oprensningen, når skaden er anerkendt som dækningsberettiget. OM har siden 1993 professionelt beskæftiget sig med undersøgelse og oprydning af olieforurening på over 5.000 tidligere tankstationer. Erfaringen herfra har kunnet overføres til håndteringen af uheld i forbindelse med fyringsolieinstallationer. OM er en lille organisation, som i udstrakt grad benytter sig af rådgivende ingeniørfirmaer i forbindelse med den praktiske gennemførelse af undersøgelser og oprydninger. 
Sagsgangen i en typisk villaolietank-sag er som følger:
Indledende dataindsamling:
  • Sagen overgives fra Topdanmark til OM umiddelbart efter anmeldelsen.
  • OM iværksætter, som regel via et rådgivende ingeniørfirma, efter aftale med tank/grundejeren besøg på uheldstedet, der foretages dataindsamling vedr. uheldet og forureningen.
  • Entreprenør varsles med henblik på undersøgelser og/eller iværksættelse af afværgeforanstaltninger overfor forureningen.
  • OM eller den rådgivende ingeniør foranlediger, at grundejer modtager en oprensningsaftale. Oprensningsaftalen beskriver OM's forpligtelser overfor grundejeren og grundejerens rolle under oprensningsprocessen
 
Undersøgelse af forureningsudbredelse:
  • Der foretages en miljøteknisk undersøgelse af olieforureningen og inspektion af olieinstallationen (tank, rørsystem m.m.). Om nødvendigt graves tank og rørsystemer fri.
  • Miljømyndigheden og tankejeren orienteres om forureningssituationen. Nødvendige tilladelser indhentes hos kommunen.
  • Den rådgivende ingeniør udarbejder aftaler med tankejer (bl.a. retableringsaftale) og entreprenør. I retableringsaftalen beskrives, hvordan der skal retableres efter oprensningen.
 
Gennemførelse af oprydning
  • Bortgravning af forurenet jord foretages under miljømæssigt og geoteknisk tilsyn.
  • Der udtages jordprøver og vandprøver til dokumentation for den foretagne oprydning.
  • Der udarbejdes om nødvendigt en risikovurdering overfor en evt. restforurening, hvis det af geotekniske årsager eller andet har været nødvendigt at efterlade en restforurening.
  • Evt. foretagne afværgeforanstaltninger afrapporteres tankejeren og myndigheden.

Når myndighedens godkendelse er modtaget sendes en rapport til tankejer.

 
Er din tankinstallation lovlig?
Du skal være opmærksom på, om din tankinstallation er lovlig. Husk, at forsikringen ikke dækker, hvis forureningen stammer fra ulovlige installationer.
 
Sådan finder du ud af, om din tank er lovlig
For at din olietank kan være omfattet af olieforureningsforsikringen, skal tanken være lovlig.
Det vil sige, at den skal opfylde de krav, der er til etablering og drift af olietanke og rørsystemer. Disse krav kan du læse om i  Bekendtgørelse nr. 829 af 24/10/1999, der handler om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines – også kaldet Olietankbekendtgørelsen.
Olietankbekendtgørelsen indeholder mange krav. Du skal for eksempel. være opmærksom på følgende:
  • At nedgravede AJVA-PLAST-tanke skal sløjfes senest 20 år efter, at de er blevet gravet ned - se eventuelt Bekendtgørelse nr. 96 af 5/3/1987 om sløjfning af visse tanke bliver også kaldt for AJVA-bekendtgørelsen
  • At nedgravede tanke før 1970 som hovedregel er forældet og skal sløjfes
  • Hvis du køber en brugt olietank, skal der udstedes en ny tankattest, før kommunen kan godkende tanken.
  • Alle tankinstallationer skal være forsynet med et en-strenget rørsystem
  • At alle overjordiske tanke skal være forsynet med en overfyldningsalarm
Du kan læse mere om de enkelte krav til olietanke på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Du skal være opmærksom på, at ovenstående krav kun er eksempler på, hvad der står i Olietankbekendtgørelsen. Du bør derfor selv sætte dig ind i alle Olietankbekendtgørelsens bestemmelser.
 
Vi har desværre ikke mulighed for at bekræfte din installations lovlighed, men du kan kontakte teknisk forvaltning i din kommune, Teknologisk Instituts Tankinspektionsordning eller producenten af din olietank, hvis denne stadig eksisterer.
 
Vil du vide mere
Har du spørgsmål, kan du henvende dig til dit olieselskab og få yderligere information om din olietank. Nedenstående olieselskaber er med i forsikringsordningen, som dækker oliekunders forsikringsforpligtelse i henhold til lov om forurenet jord:
 
Olieselskaberne i ordningen er:


 

 
Nyheder
Bookmark and Share